Himmelbjergets turistmæssige udviklingspotentiale ligger ikke i at ændre bjergets egenart.
Årligt kommer der ca. 500.000 besøgende på Himmelbjerget. Mange kommer for at betragte områdets kulturlandskab, den unikke udsigt, for den larmende stilhed på toppen, men især også for områdets historiske og demokratiske betydning. Man fristes næsten til at se gåturen mod toppen, som en demokratisk pilgrimsrejse, med historiske vingesus, der minder en om grundlæggende borgerrettigheder i et moderne samfund. Et stort antal af de besøgende, har være på bjerget før. Enten på udflugt med skolen eller med forældre og bedsteforældre på årligt tilbagevendende besøg. Måske har de lyttet til store politiske talere og fejret grundloven til folkefester. Måske har de betragtet kvindeegen og sendt medsøstre verdenen over kærlige tanker. Måske har de hygget, på den helt specielle danske måde, med familiefrokost i det grønne, på tæpper på græsarealet eller måske har de bare siddet med ryggen mod tårnet og nydt stilheden mens de kiggede på solnedgangen. Himmelbjerget skaber en unik sammenhæng mellem natur, kultur og demokrati. En sådanne sammenhæng med tilhørende fortællinger og erindringer, gør at besøgende drages mod stedet igen og igen.
LÆS (Stem på din fødselsdag)
Udviklingspotientiale
Himmelbjergets turistmæssige udviklingspotentiale ligger således ikke i at ændre bjergets egenart, pakke toppen ind i træ og beton, for derved at skræmme de mange naturelskende erindringsbesøgende væk. Derfor må en bevarelse af bjergets helt unikke udtryk, stå øverst på alles lister og andre muligheder udtænkes. Vil man have flere besøgende på bjerget, må man gå andre veje. Finde måder at formidle essensen af et besøg på Himmelbjerget videre til dem der ikke har besøgt det før. Skabe en lyst til at besøge stedet og udnytte de utallige muligheder for formidlingspotentiale, skønne billeder, naturvandringer, stilhed og frisk luft som området giver.
En lille bog
En lille lærebog om stedet, gratis omdelt til landets skoler, ville næppe nå udgiftsniveauet for et enkelt af de forslåede projekter. En sådan lærebog kunne have tre overskrifter. Natur – Kultur – Demokrati. I naturafsnittet skulle fag som geografi, biologi og natur/teknik indgå. Man kunne kigge på de voldsomme kræfter der formede landskabet i istiden, undersøge dyre og plantelivet på toppen eller kigge på renheden af vandet i søen. Tiden syntes at stå stille på Himmelbjerget. Tårnet er ikke ændret, siden det blev udsmykket i 1891 og smukke stenmonumenter minder os om tidligere tiders kulturelle personligheder. Et lille afsnit om Blicher, og en beskrivelse af det let genkendelige rækværk der guider dig ad stien mod toppen, ville finde sin plads under afsnittet om kultur.
LÆS (Indsamling af børns trivselsdata)
Fang dem mens de er unge
Der er i dag, få der ikke ville genkende, det ikoniske billede af tårnet på toppen af Himmelbjerget. Men erindringen om hvorfor det blev rejst, grundloven og det danske demokratis historie flyder langsom sammen med fortidens tåger og fortællinger. Folkefesterne på bjerget, traditionerne og de nuværende grundlovsfester kan nemt skabe rammerne for en spændende måde at formidle demokrati-historien videre på. Det ville nok glæde mange en skolelærer hvis billeder af bjerget straks ville sætte associationer til borgerinddragelse, medbestemmelse og rettigheder, i gang hos unge samfundsborgere på vej ud i en verden hvor føromtalte ikke er selvfølgeligheder. Lad os da fange dem med viden, mens de er unge. Hvor mange gange har man ikke med kærlig latter, snakket om den lille bakke med det stolte navn Himmelbjerget. Det unikke sted, dybt rodfæstet i en national bevidsthed om et lille men stolt land. Et land med et folk, hvor en sætning syntes at gå igen:
“Vi skal se det store i det små”