Da jeg var barn, var den fjord jeg boede ved fuld af fisk. Du kunne næste ikke undgå at træde på en fladfisk når man i bare ben soppede rundt i det lave vand. Mange år senere var jeg ude at soppe igen. Hverken krabber, muslinger eller fisk var der. ALT var dødt. Jeg vil ikke pege fingre og kaste rundt med skyld for jeg har også nydt godt og overforbrugt som så mange andre. Men jeg kan i min vildeste fantasi ikke fatte hvordan mere intensiv dyrkning og gødning af jorden omkring fjorden kan få livet tilbage.
Jeg drømmer om, at mine børn en gang kan opleve samme lykke som jeg gjorde når fiskene kildede under fødderne.
Jeg er bare bange for at vi har ødelagt for meget allerede.